Forestillingsbaggrund:
Under et besøg i København i 1793 opdager jordemoder Sophie Magdalene Sørensen fra San Croix forbløffet sin for længst mistede slave Bacchus blandt musikerne i vagtparaden. Hun kræver omgående sin ejendom udleveret eller slaven betalt af regimentet efter “gangbar Neger-priis paa St. Isen udtaler: “Hvor sørgeligt det er at Croix”. Sagen kommer for retten, og en højesteretsdommer votere om eiendomme af mennesker, er det dog vor lovs esprit, at man kan reclamere sin eiendom, hvor den findes; naar altsaa en neger kan betragtes som en ting, maa han og kunde reclameres”. Jordemoderen får medhold og kan håndhæve sin ejendomsret til sin slave også i det danske moderland.
Hændelsen beskrives i Thorkild Hansens “Slavernes øer” og har givet inspiration til monologen “Hvorfor jeg har slaver”. Her befinder en fiktiv person, enke Karen Marie Becker født betænkeligheder ved at kræve sin ret. De forhold, hun hjemme i Dansk Vestindien anså for ganske normale, tager sig set fra København ubehagelige ud. Året er nu 1802, og fællesskabsfølelsen efter slaget på reden lever stadig. Skal hun rejse hjem med sin bortløbne slave og lade ham underkaste den gængse brutale straf dér, eller skal hun lade ham slippe?
En økonomisk indstillet europæer kunne i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet godt flirte med ideerne fra den franske revolution og den amerikanske uafhængighedserklæring uden at afskrive sine slavehold på plantagerne i den nye verden. Portugal og Spanien, Frankrig og England, Holland og også tvillingerigerne Danmark-Norge, alle kunne de takke de millioner af afrikanere, der var bortført fra Guinea-kysten, for deres velstand. Herhjemme stod kronen, dvs. den danske stat, for såvel slavetransport som slavedrevne plantager, og det samme gjaldt oplysningstidens fremmeste reformatorer. Når man i dag ser på slavernes forhold og de straffe, de fik for selv de mindste forseelser, fatter man ikke, hvordan en almindelig dansker dengang kunne få tingene til at hænge sammen i hovedet. Tricket var selvfølgelig at tingsliggøre mennesker med sort hud. Alternativt at se den sorte hud som tegn på synd og ondskab. Men samtidig voksede mængden af afkom fra blandede forhold, de såkaldte mulatter og kvadroner, og hvordan passe dem ind?
Monologen “Hvorfor jeg har slaver” er et forsøg på at sætte sig i en almindelig dansk-vestindisk plantageejers sted i et dilemma, der blev stadig tydeligere. Hvad er stærkest: økonomi eller medmenneskelighed?
Kamma Andersen – 2023
Teaterforeningen Lolland i samarbejde med Nørregade Teater